De fleste sportsfolk er glade for, at tilskuerne er ved at vende tilbage. Men på gårsdagens første etape af Tour de France var der en enkelt tilskuer, som bestemt ikke skabte glæde hos rytterne i feltet.
Tilskueren stillede sig frem i vejkanten med et papskilt i håbet om at blive set på tv, men hun havde næppe forudset, at det lille stunt ville resultere i et gigantisk massestyrt.
En af rytterne i feltet, veteranen Tony Martin, ramte papskiltet og styrtede. Det udløste en tsunami af styrt, som fik halvdelen af rytterne i feltet til at bide i asfalten.
Den gigantiske omgang kluddermor kostede en del materiel skade og en enkelt rytter var så medtaget, at han måtte trække sig fra løbet.
Episoden fik flere af rytterne til at kritisere sikkerheden.
- Det er fedt at have tilskuere tilbage. Men det er sgu ikke fedt, når det skaber uheld som de her, lød det fra den hollandske rytter Robert Gesink.
Arrangørerne af Tour de France gik efterfølgende ud med en henstilling til publikum om respektere rytternes sikkerhed og lade være med at risikere alt for at få et billede eller komme på tv.
Se episoden her: