En huslejestigning for cirka 2.900 ældre i Århus Kommunes ældre- og plejeboliger, har gjort ældrerådsformand John Dybdal vred.
Han er faktisk så sur, at han har skrevet et brev til alle medlemmer af byrådet, hvor han kræver, at der bliver fundet en løsning. Nu.
Hæv grænsen
På et magistratmøde 15. januar spillede kommunen ellers ud med, at den vil forsøge at få hævet grænsen for, hvornår en ældre kan få boligydelse fra 65 til 75 kvadratmeter.
Men det gør ikke John Dybdal i bedre humør.
»Det er først i de senere år, at der overhovedet er nogle, der ikke kan holde sig inden for grænsen på de 65 kvadratmeter. Efter min vurdering er det kun ganske få, der får glæde af det. Jeg synes, det er fint på længere sigt at få hævet grænsen, men lige nu hjælper det ikke noget,« siger ældrerådsformanden.
Hvis kommunen skal hæve grænsen for boligydelse, skal den have lov af Socialministeriet.
Varm luft
For John Dybdal er der ingen tvivl om, hvad politikerne skal gøre. Han kræver, at huslejestigningen bliver taget af bordet.
»Det forslag er at flytte problemet over til andre, hvilket vi ikke finder rimeligt. Vi ønsker en løsning nu. Det er byrådet, der har truffet beslutningen i 1986, og det er derfor også b yrådet, der har kompetencen til at ændre beslutningen«, skriver han i sit brev til politikerne.
Beslutningen i 1986 går ud på, at kommunen valgte at betale dækningsafgift at sine ejendomme.
Pris: 10 mio. kroner
Denne afgift er valgfri, men idet kommunen dengang valgte det, kan den ikke slippe for også at betale den dækningsafgift, som amtet ikke betalte.
»Enten betaler man det hele, eller også betaler man slet ikke,« lyder det fra kontoret for boligadministration i Århus Kommune. Vælger kommunen at droppe dækningsafgiften, kommer det til at koste cirka 10 millioner kroner. Lige nu mangler der »kun« syv en halv million i kassen.
Det var i dag ikke muligt at få en kommentar fra rådmand for Sundhed og Omsorg Dorthe Laustsen (SF)