»Vi vil gerne lege mere og lege med flere,« siger direktør Anne Thorø Nielsen fra Studenterhus Århus.
Studenterhusets café og spillested, Pakhuset, fejrer i dag sin etårsfødselsdag med en stor fest. Nyhedsavisen satte i dagens anledning direktør Anne Thorø Nielsen og Pakhus-leder Lars Sloth i stævne for at gøre status over det første år.
»Jeg synes, det går rigtig godt. Vi har manifesteret os som en vigtig del af musikscenen i Århus, som et åbent spillested for unge upcomingbands,« siger daglig leder Lars Sloth.
Et uformelt sted
»Vi har lige siden starten været gode til at præsentere ny musik – gerne lidt før alle andre. Så unge lokale musikere får muligheden for at afprøve talenterne foran et publikum,« lyder det fra Anne Thorø Nielsen, som sammen med de godt 150 frivillige i studenterhuset gør en stor indsats for at nå ud til de studerende.
»Samtidig lægger vi også stor vægt på, at det skal være et uformelt sted, hvor studerende kan mødes og hvor fordomme nedbrydes. Personligt synes jeg, at det er ret fedt at se en slipsedreng sludre med en pige med piercinger i baren. Så synes jeg, at vores opgave er lykkedes,« fortsætter hun. Pakhuset adskiller sig på mange punkter fra andre spillesteder i byen.
En bred musikprofil
Og selv stedets daglige leder har svært ved at sætte fingeren på den musikalske profil. Alligevel har Pakhuset formået at slå sig fast som et af de studerendes yndlingssteder, når det gælder livemusik.
»Vi forsøger hele tiden at udvikle os. At skabe noget nyt og noget ekstra. Jeg tror, at vi adskiller os fra andre spillesteder her i byen ved at vi har plads til mere. Vi har åbent syv dage om ugen og har en meget bredere profil med musik indenfor alle genrer og andre events som stand-up og poetry slam,« lyder det fra Lars Sloth. Med et år på bagen er de fleste begynderfejl ryddet af vejen, og de to drivkræfter bag stedet bliver hurtigt enige om, at Pakhuset skal fortsætte i samme retning som nu.
Ikke for pengenes skyld
»At bygge et spillested op fra bunden er en proces, og vi bliver hele tiden bedre til tingene. Vi prøver konstant nye koncepter af, og vi vil gerne fortsat udvikle os og ramme endnu bredere,« fortæller Pakhus-lederen, som henter en del gode input til events fra de mange frivillige i huset.
Ifølge Anne Thorø Nielsen og Lars Sloth har omsætningen det forgangne år også været tilfredsstillende, men det ikke det vigtigste punkt på dagsordenen.
»Vi gør ikke det her for at tjene penge. Vi gør det, fordi vi gerne vil give byens studerende et godt tilbud og et sted de kan mødes. Pakhuset skal heller ikke konkurrere med byens øvrige spillesteder. Vi vil derimod gerne samarbejde og har allerede nu fået flere henvendelser fra andre spille-steder i byen,« slutter Lars Sloth.
Pakhuset fejrer fødselsdag med Alphabeat+Turboweekend+DJ Big Rob i aften klokken 19.00.