Tillidsmands-Britha vil ikke anbefale unge at arbejde i hjemmeplejen

Dårlige arbejdsvilkår får fællestillidsmand til at råde unge væk fra hjemmeplejen. Medmenneskelighed i plejen kvæles, lyder meldingen.
Britha Lund Sørensen er fællestillidsmand for hjemmeplejen, og hun er bekymret for fagets fremtid.
Britha Lund Sørensen er fællestillidsmand for hjemmeplejen, og hun er bekymret for fagets fremtid. Foto: Privat

Britha Lund Sørensen er fællestillidsmand for hjemmeplejen i Aarhus Kommune. Hun har stor kærlighed til arbejdet med at pleje ældre og svage borgere.

Men arbejdsvilkårene inden for plejefaget bekymrer hende så meget, at hun ikke længere vil anbefale unge at søge ind i hjemmeplejen. Det skriver Aarhus Stiftstidende.

- Det menneskelige perspektiv er taget ud af plejen. Der er ansatte, som ikke tør spørge den ældre, hvordan det går. De er simpelthen nervøse for, at der kommer et eller andet frem, som de skal klare eller forholde sig til. Det levner deres tids- og køreplan ikke tid til, forklarer Britha Lund Sørensen.

Forringede arbejdsvilkår

Den helt store synder er ifølge Britha Lund Sørensen arbejdsvilkårene, som er blevet betydeligt ringere i de seneste år. F.eks. bruger kommunen langt flere vikarer og den enkelte medarbejder har mellem 10-15 besøg hver dag.

- Jeg har svært ved at sige til et ungt menneske, at her er en spændende arbejdsplads for dig fra nu og frem til din pensionsalder. Det perspektiv findes ikke i et arbejdsmiljø, hvor mange ansatte trives dårligt og søger videre, fortæller Britha Lund Sørensen.

Mange søger væk fra faget

Og netop det faktum, at mange søger helt væk fra faget, er en af de helt store konsekvenser af de forringede vilkår. Britha Lund Sørensen peger på, at de færreste bliver ansat i faste stillinger, hvilket skaber en usikker jobsituation for den enkelte. 

Men værst af alt er tidspresset på den enkelte medarbejder, som har svært ved at nå at give omsorgsfuld pleje til borgerne.

- Man kan sagtens sidde som akademiker og sige, at du kan sagtens være fleksibel og tage lidt tid fra Hr. Jensen, og så kan du give ham den tid sidst på ugen, fordi du står og skal bruge mere tid her og nu. Men det nytter jo ikke noget, for til sidst er der jo ikke mere tid.

- Detailstyringen er så rigid efterhånden, at det kan være svært at nå de opgaver, man skal. De unge skal jo arbejde til de er 70 år gamle, og det kan de jo ikke holde til, fortæller hun til Avisen.dk 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.