Der er lettelse at spore i PostNord, efter en aftale om virksomhedens fremtid fredag faldt på plads.
Det fortæller Eigil Johansen, der er fællestillidsrepræsentant for HK’s godt 600 PostNord-ansatte.
- Det er først og fremmest en lettelse, at der nu er landet en aftale, der sikrer, at vi kan fokusere på at redde arbejdspladser i Danmark. Selvfølgelig er det rigtigt, at pengene også skal bruges på at fyre ansatte, heraf ansatte der er på en tjenestemandsordning, men det har vi vidst længe, siger han til Avisen.dk.
Den danske og svenske regering er nået frem til en aftale, hvor der bliver skudt 2,2 milliarder svenske kroner ind i virksomheden, svarende til 1,7 milliarder danske kroner. Den danske stat, og dermed de danske skatteydere, bidrager med 1,4 milliarder danske kroner.
Pengene skal bruges på at omlægge driften i PostNords danske afdeling, der længe har været nødlidende på grund af en stadig mindre omsætning. Hovedparten af pengene skal bruges på at afskedige tjenestemandsansatte, der er ansat på lukrative ordninger med tre års løn ved fyring.
- Det store flertal af medarbejdere ønsker naturligvis ikke en fyreseddel, men det er nødvendigt på grund af økonomien. Så for nogle vil det nok også være en lettelse, at de nu ved, at forhandlingerne om afskedigelser snart kan blive indledt, siger Eigil Johansen.
Tillidsrepræsentanten ved endnu ikke, hvor mange medarbejdere, det drejer sig om, men det har tidligere været meldt ud, at op mod 4.000 danske PostNord-ansatte skal fyres i løbet af to til tre år. Her udgør tjenestemænd den største byrde, fordi de har favorable aftrædelsesordninger.
I juni blev 50 danske PostNord-ansatte på tjenestemandskontrakter fyret. Fyringerne koster på få år mere end to milliarder kroner for PostNord, skriver Fagbladet 3F.