Usunde ansættelsesforhold har tilsyneladende været en del af dagligdagen i særlige afdelinger i Aarhus Kommune.
Således skriver JP Aarhus mandag på baggrund af aktindsigter, at tillidsrepræsentanter og ledende medarbejdere i årevis i to afdelinger under Teknik og Miljø i Aarhus Kommune har fået ansat egne børn og ægtefæller.
Mens avisen ikke kan få kommentarer om sagen fra kommunen, er kritikken hård fra andre fronter.
Således siger arbejdsmarkedsforsker ved Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet, Laust Høgedahl, at hvis bare der er mistanke om, at ledende medarbejdere har haft indflydelse på ansættelse af familiemedlemmer, er det alvorligt:
- Det kan godt lugte af nepotisme, siger han til avisen.
Formanden for fagforeningen HK Kommunal Østjylland, Hans-Henrik Hansen, mener, at ansættelserne er "ren nepotisme", og at der kan være tale om "misbrug af en stilling", hvis ledende medarbejdere har fået ansat familiemedlemmer.
Ifølge JP Aarhus har mindst 19 medarbejdere i afdelingerne Natur og Vej Service samt Center for Byens Anvendelse haft familiemedlemmer ansat. Og i tre tilfælde er Aarhus Kommune i tvivl om, hvorvidt medarbejdere i strid med forvaltningsloven selv har forhandlet lønnen til deres børn og været direkte involveret i ansættelsesprocessen.
Det er desuden uvist, om stillingerne har været slået op, som loven kræver det.
Niels Højberg, der indtil 1. oktober var konstitueret direktør i Teknik og Miljø, oplyser til Jyllands-Posten, at Aarhus Kommune har bedt Kammeradvokaten Advokatfirmaet Poul Schmith om at undersøge ansættelserne.