Tilliden til Københavns Lufthavn smuldrer

Forleden fløj jeg fra Københavns Lufthavn til USA - første metaldetektor hylede, fordi jeg havde nøgler i lommen. Den næste, ved gaten til New York-flyet, sagde ikke en lyd, faktisk var den vist ikke tændt. Jeg bemærkede det over for sikkerhedspersonalet, men fik et skuldertræk som tak. Forleden vadede én af vores medarbejdere gennem Kastrup med en glemt tåregasspray, ingen så noget. I modsætning til personalet i London, der, da sprayens ejer skulle hjem, straks opdagede den.
Tilliden til sikkerheden i Københavns Lufthavn smuldrer. Mange kræfter bruges der på julepynt og trægulve, men vi foretrækker nu, at ledelsen bruger alle sine kræfter på at forbedre sikkerheden. En ambition vi i øvrigt deler med EU-Kommissionen, der rangerer Kastrup som usikker lufthavn på grund af manglende evne eller vilje til at leve op til EU?s skrappe krav. Større bliver tilliden til lufthavnen ikke af de foruroligende oplysninger om, at landende fly i mindst to tilfælde har været alarmerende tæt på at støde sammen med fly, der var i færd med at rulle ud på startbanen. Ansvaret er ikke alene lufthavnens, også den statslige myndighed, der styrer lufttrafikken, er ansvarlig.
Men under al kritik er det, hvis lufthavnens ledelse har vidst ? som tilfældet muligvis er ? at baner og skiltning er indrettet på en måde, der øger risikoen for katastrofer. Vi venter på svar. Nu.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.