Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Arbejdernes Landsbank holder solidt momentum og kan kigge tilbage på et årsregnskab for 2014, der samlet set er tilfredsstillende og bekræfter den positive udvikling, som banken har været igennem de seneste år.
"Til trods for et meget uroligt finansielt marked og generelt set svære markedsforhold leverer vi et årsresultat, som vi bestemt kan være tilfredse med. Også selvom vi ikke helt når de forventninger, vi udmeldte ved halvårsregnskabet. I en fortsat skærpet konkurrencesituation i det danske banklandskab er det med glæde, at vi stadig byder velkommen til mange nye kunder og samtidig oplever sund fremgang i vores kerneforretning, den klassiske bankdrift," siger Gert R. Jonassen, ordførende direktør i Arbejdernes Landsbank.
Flere nye filialer
Også i 2014 er Arbejdernes Landsbank i flere undersøgelser og målinger blevet kåret som banken med den højeste kundetilfredshed og det bedste omdømme. Blandt andet er banken for sjette år i træk kåret som "Danskernes foretrukne bank" i CEM-Institutes omfattende, uafhængige undersøgelse, der spørger 65.000 danskere.
"Vi er meget stolte og ydmyge over, at danskerne har kåret os til deres foretrukne bank for sjette år i træk. Det er en kåring, der forpligter, og vi kan garantere, at vi hver eneste dag knokler benhårdt for at leve op til den tillid. Med åbningen af to nye filialer i 2014 har vi fulgt vores strategi om at være tæt på danskerne for at kunne levere personlig og nærværende rådgivning lokalt. Den strategi fortsætter vi målrettet, og i 2015 har vi allerede åbnet en ny filial i Ringsted, og til sommer åbner vi en ny filial i Holbæk, hvormed vores landsdækkende filialnet bliver yderligere styrket" siger Gert R. Jonassen og fortsætter:
"Vi vil have fortsat fokus på kundevækst og kundetilfredshed - hele tiden med den personlige helhedsrådgivning i centrum - og derfor søsætter vi i 2015 en bred vifte af nye services og ydelser, der vil gøre det endnu mere attraktivt at være kunde i Arbejdernes Landsbank. Ikke mindst på ejerbolig- og andelsboligområdet glæder vi os til at præsentere nye, meget konkurrencedygtige services."
For 2015 forventer Arbejdernes Landsbank et resultat før skat i niveauet 350-400 mio. kr., og at nedskrivningsbehovet fortsat normaliseres og nedbringes til 0,7 pct. af de samlede udlån og garantier.
Fakta-ark med flere regnskabstal er vedhæftet herunder.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.