Bandekrigen raser stadig i Danmark. Sent i går aftes gik det ud over to uskyldige mænd, der på Nørrebro i København cirklede langsomt rundt i deres bil for at lede efter en parkeringsplads.
De to mænd var på vej til koncert på spillestedet i Stengade 30, men blev beskudt af tre mænd, som cyklede op på siden af bilen.
Den ene mand på 32 år blev skudt i ryggen, men hans tilstand er stabil. Den anden mand slap med skrækken, men er meget chokeret over hændelsen.
Og netop metoden med at bruge cykel er ny for politiet, oplyser efterforskningsleder ved Københavns politi, Kenneth West.
"Jeg har ikke set det før, at man cykler forbi nogle personer og skyder, men vi har før set, at det er sket på knallerter og selvfølgelig i biler. Så det er noget nyt," siger han til Newspaq.
Politiet har efterfølgende anholdt tre mænd af indvandrerbaggrund, men de er alle blevet løsladt. Alle tre var iført skudsikker vest, da de blev anholdt.
Politiet regner med, at skyderiet skal ses som led i krigen mellem rockere og indvandrerbander. Blot er det igen gået ud over en uskyldig.