Rejs til Norge, få et arbejde som faglært og tjen kassen.
Det kan blive til virkelighed for ledige metal-arbejdere.
Formand for Metal Skjern-Ringkøbing, Helge Albertsen, er i gang med at undersøge muligheden for at sende medlemmer til den norske off shore industri omkring Bergen.
- Jeg er overbevidst om, at mange af vores ledige medlemmer kunne være interesseret. For det første er det vellønnet, for det andet er det velkendt, at de mangler faglært arbejdskraft i Norge, siger Helge Albertsen til Newspaq.
90 metalarbejdere i Ringkøbing-Skjern kommune er i øjeblikket uden arbejde. Det er en tredobling på blot én måned. Kriseramte Vestas er den helt store metal-arbejdsplads i området, og med udsigt til yderligere fyringer, er de ledige nødt til at kigge ud over landets grænser.
- Lokalt må vi erkende, at det ser vanskeligt ud. Der er en general opbremsning i metal-industrien op til vinter, og mange underleverandører til Vestas bliver også ramt, siger Helge Albertsen.
I samarbejde med Work in Denmark, en jobportal for folk, der ønsker at arbejde i Danmark, håber han at kunne formidle job i Norge.
- Nu skal vi have kontakt til relevante virksomheder i Norge. Det bliver ikke i dag eller i morgen, men kan vi have nogle gode muligheder til vores ledige til foråret, vil det være fint, siger formanden.
Ifølge Helge Albertsen skal man arbejde i turnus, 12 dage oppe og en uge hjemme, og lønnen er god.
- Faglært arbejdskraft får en bedre betaling i Norge end i Danmark. Det er off shore industrien, der har brug for folk, men der er en enorm industri også inde på land, siger Helge Albertsen.