I sidste uge meddelte Tila Tequila, den meget aparte reality-tvstjerne, sine fans på Twitter, at hun var gravid.
I denne uge har piben fået en anden lyd. For tv-stjernen havde nemlig lige glemt, at der skal mere end en god idé til for at blive med barn.
"Jeg planlægger at blive gravid. Da jeg skrev det, var der ikke plads nok, så jeg undlod et par ord. Det er min mening engang at kunne give min bror og hans kone verdens bedste julegave," har Tila siden forklaret til magasinet Life & Style.
Hele optrinnet omkring tv-stjernens graviditet kom i kølvandet på, at hun har sagt ja til at være rugemor for sin bror og hans kone. Selv mener Tila nemlig ikke, at hun har tid til at tage sig af et barn.
"Jeg har ikke tid til at få børn selv. Ikke endnu i alle tilfælde. Men jeg vil gerne opleve at være gravid, uden bagefter at skulle tage mig af barnet", forklarer Tila.