Hun havde masser af succes på verdens tennisbaner, men måske er det også et lille investorgeni gemt i Caroline Wozniacki.
Hun har netop sat den lejlighed til salg, hun sammen med sin mand, David Lee, købte for to år siden. Og sælges den til prisen, kan parret putte lidt omkring 20 millioner kroner i lommen i ren fortjeneste.
Lejligheden ligger på den ultramondæne Fisher Island ved Miami, hvor der kun er adgang for de virkelig rige. Wozniacki købte den i 2018 til en pris på ca 87 mio. kr. – nu vil hun af med den igen, og prisskiltet lyder nu på 107 mio. kroner.
Caroline Wozniacki og David Lee blev gift i 2019. Foto: Ritzau Scanpix
Det er immervæk en slat, men man får altså også en del for pengene. I alt er lejligheden på 783 kvadratmeter, inklusiv kæmpeterrasse område. Den rummer fem soveværelser, fem badeværelser og har spektakulær udsigt til både Miami Bech, Biscayne Bay og Atlanterhavet.
Det er firmaet Jills Zeder Group, der står for salget, og ifølge mægleren Jill Hertzberg er grunden til, at parret nu vil sælge, ret enkelt.
– De bliver på Fisher Island, de har bare ikke brug for så stor en bolig, siger hun til Miami Herald.
Se billeder fra lejligheden herunder:
Lejligheden ligger på 8. sal, og udsigten er spektakulær. Foto: Lifestyle Production Group
Man får ikke bare ét, men to walkin-closets med i købet. Foto: Lifestyle Production Group
Et af lejlighedens fem soveværelser. Foto: Lifestyle Production Group
På Fisher Island er der kun plads til meget velhavende personer. De kan til gengæld glæde sig over egen country club, tennisbaner, biograf og meget andet. Foto: Lifestyle Production Group