Det er som at være til en begravelse. På asfalten ligger blomster og afskedsbreve, og rundt omkring står klynger af unge mennesker med røde øjne og tomme blikke.

De modløse ansigter er vendt mod den store sølvfarvede kran, der med aggressive bevægelser æder sig gennem Ungdomshuset og knuser mursten til støv, én for én. En ung mand med knyttede næver og blege kinder sparker sammenbidt til en flaske, og en punker med rødt hår og en barsk attitude knækker grædende sammen op ad sin karseklippede ven.

Omkring 150 mennesker var i går stimlet sammen i en af de smalle gader bag Jagtvej 69 for at sige et sidste farvel til Ungdomshuset med den brogede historie.

»Krig mod krig«

»Jeg regnede ikke med, at de ville rive det ned, jeg var overbevist om, at vi ville få det igen,« siger en pige stille ud i luften, mens tårerne triller ned ad kinderne på hendes veninde, og en lille gruppe piger prøver at holde resterne af kampgejst oppe med råbene:

»Krig mod krig, kamp mod stat, imperalisme og patriarkat.«

Men det sidste farvel blev kortvarigt. Allerede et par timer, efter de første truende kraner kørte i stilling, begynder kæder af kampklædte betjente at puffe den lille flok mennesker væk fra området, så buldozerne kan få mere plads:

»I skal rykke længere tilbage,« gjalder en mekanisk stemme fra en politi-megafon. Det får frustrationerne til at kamme over i desperation:

»Det er vores hus og vores drømme, I river ned. Vi har jo ikke lyst til at gå væk,« skriger en hulkende pige, så hendes stemme knækker, mens et par bredskuldrede betjente puffer hende længere hen ad gaden.

For enden af vejen står 34-årige Jan og sender et eftertænksomt blik mod den støvsky, der stadig svæver over Jagtvej 69.

»Det gør ondt ad helvede til at se de gravemaskiner. Alt, der er af værdi for mig, kommer fra det hus,« siger Jan, der midt i 80 erne forlod Jylland, hvor man »fik tæsk for at være grim« og opsøgte Ungdomshuset. Hans ven Michael Strand nikker samtykkende:

Forelsket i Ungeren

»Jeg har lagt gulv i det hus. Jeg har brugt så mange timer dér. Jeg har forelsket mig i det hus. Jeg har fundet min kvinde dér. Vi har gjort alt i det hus,« siger han, mens Jan tilføjer, at et styrket sammenhold vil rejse sig af støvet.

I en af de tilstødende gader er Danny Morch ved at blive kropsvisiteret af to betjente.

»Det er anden gang i dag,« konstaterer han hovedrystende, mens han senere følger menneskemængden ned ad Nørrebrogade. I hånden har han et skilt, hvor der står: Man kan ikke tvinge minoriteterne ned i normaliseringens gab .

»Det er uhyggeligt. Jeg vil frem med et budskab i form af et skilt og ikke brosten. Når man visiterer folk på gaden og laver ransagelse uden retskendelse, så er det jo ved at udvikle sig til en politistat,« siger han og går forbi bunken af blomster på Nørrebrogade, hvor der ligger et håndskrevet brev stilet til Ritt, Ruth og Hanne. Der står:

»Hvad helvede har I gang i. Hold fingrene væk. Hvad sker der for de voldelige smølfer. Vi vil ha fred. Kærlige hilsen De små søde autonome.«