En indonesisk dyrepasser blev dræbt, da to kritisk truede Sumatra-tigre flygtede fra en zoologisk have på Borneo.
Efter nogle dage med voldsom regn lykkedes det de to cirka halvandet år gamle huntigre at undslippe Sinka Zoo, da et jordskred ødelagde deres indhegning.
Lørdag blev et af dyrene fanget efter at være blevet ramt af en bedøvende pil.
Den anden tiger blev skudt og dræbt, da den opførte sig aggressivt efter et mislykket forsøg på at bedøve den.
Den 47-årige dyrepasser blev fundet død nær tigerburet med tydelige bidemærker og tegn på at være blevet revet af tigeren, skriver nyhedsbureauet AFP.
Der blev også fundet en række døde dyr som en struds og en abe i nærheden af tigrenes indhegning.
Dyrenes flugt satte gang i en større jagt i byen Singkawang, hvor turistattraktioner blev lukket og folk blev bedt om at holde sig indendøre.
Det anslås, at der kun er mellem 400 og 500 sumatratigre tilbage i naturen. Sumatratigeren er den mindste af de seks eksisterende tigerarter.