Den danske butikskæde 'Tiger' er blevet dømt for at sælge kopivarer fremstillet i Kina. Tiger-kæden har fået fremstillet 3.802 kurve i Kina, der er en kopi af mærkevaren Carrybag, som det tyske firma Reisenthel står bag. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Kopikurvene var en stor salgsucces, men nu er Tiger-kæden af Sø- og Handelsretten dømt til at betale 125.000 kroner til det tyske firma.
Ikke første gang
Direktør i Zebra A/S Lennart Lajboschitz, der driver butikkerne, beklager kopieringen.
- Vi ønsker ikke disse sager, og vi har taget flere forholdsregler for at undgå dem. Vi får erklæringer fra leverandører og tjekker ved den mindste mistanke, siger han til Fyens Stiftstidende.
Det er ikke første gang, Tigerbutikkerne bliver dømt for at kopiere kendte mærkevarer. I 2006 blev butikskæden dømt for at have importeret 17.000 punge, der var en kopi af kendte Burberry-punge. Dengang fik Tiger-kæden en bøde på 150.000 kroner.