Så er Tiger Woods for alvor tilbage som verdens bedste golfspiller.
Sidste runde af Arnold Palmer Invitational på Bay Hill var udskudt på grund af regnvejr, men endte med at blive en ren gyser, da Tiger Woods bragte sig på en delt førsteplads efter 15 huller.
Den 26-årige Sean O'Hair startede dagen med fem slags forspring til Woods, der var to under par.
Men allerede på andet og tredje hul scorede Woods birdies, mens O'Hair tabte et enkelt slag og nu kun var to slag foran.
Efter 15 huller var de to spillere lige. På 18. hul lykkedes det en aggressiv Tiger Woods at sænke et langt putt og dermed sikre sig sin første sejr efter seks måneders skadespause oven på en knæoperation.