Mens konen er taget til Sverige med børnene for at holde jul, har Tiger Woods valgt at få fred fra medierne og er angiveligt stukket af til søs.
Siden Tiger kørte galt i sin bil, er golfstjernen ikke blevet fotograferet. Nu rygtes det, at sportsmanden er gået ombord på sin luksusyatch 'Privacy' for at sejle til Bahamas med sine venner. Det skriver People Magazine.
"Tigers båd Privacy har ligget til kaj ved Old Port Cove i det nordlige Palm Beach i mere end en uge. Lørdag morgen efter at have provianteret forlod den byen," oplyser en kilde.
Woods er dog ikke selv blevet set på båden endnu, da den døgnet rundt bliver skarpt bevogtet.
Efter flere ugers mediehetz mod golfstjernen kan Woods nu endelig slappe af og nyde privatlivet på sin 100 millioner kroner dyre luksusyacht, der både har jacuzzi, fitnessrum og plads til 21 overnattende gæster.