Der er sikkert allerede indkøbt golfudstyr i miniformat. For mandag morgen blev golfstjernen Tiger Woods og hans kone, svenske Elin Woods, forældre til en velskabt pige.
Det skriver 31-årige Tiger Woods på sin hjemmeside.
- Elin og jeg er glade for at kunne overbringe nyheden om fødslen af vores datter, Sam Alexis Wood. Sam blev født tidligt mandag morgen den 18. juni. Både Elin og Sam har det godt og hviler stille og roligt. Dette er en meget speciel tid i vores liv, og vi ser frem til at præsentere Sam for vores venner og familie de næste uger, står der på hjemmesiden, hvor Tiger også skriver, at han han håber, deres privatliv vil blive respekteret.
Tiger mødte sin kone Elin under British Open i 2001. De blev gift tre år senere.