Uffe Elbæk træder tilbage som politisk leder for Alternativet. Partiet var han selv med til at stifte og udvikle, hvilket skete på utraditionel vis.
Her følger en tidslinje over forløbet:
* 27. november 2013: Uffe Elbæk og Josephine Fock præsenterer på et pressemøde på Christiansborg Alternativet som nyt politisk parti.
* Februar 2014: Alternativet går i gang med at afvikle 20 såkaldte politiske laboratorier, hvor partiets politik bliver udviklet af mere end 700 interesserede borgere.
* 24. maj 2014: Alternativet fremlægger udkastet til et partiprogram på Alternativets årsmøde i Aarhus. Udkastet bliver med en række konkrete ændringsforslag vedtaget ved samme møde.
* 23. februar 2015: Alternativet opnår det nødvendige antal underskrifter til at blive opstillingsberettiget til Folketinget.
* 18. juni 2015: Partiet får med Elbæk i spidsen 4,8 procent af stemmerne ved folketingsvalget, hvilket svarer til ni mandater.
* I løbet af valgperioden løber partiet ind i flere uheldige sager om blandt andet seksuelle krænkelser i partiet.
* Ved kommunalvalget i 2017 får Alternativet to borgmesterposter, blandt andet posten som kultur- og fritidsborgmester i København.
Niko Grünfeld får under ét år på den post. Han går af, efter at han er blevet kritiseret for at give urigtige oplysninger på sit cv og købe dyre møbler til sit borgmesterkontor.
* 6. juni 2019: Alternativet får tre procent af stemmerne ved folketingsvalget og mister fire mandater, så de kun har fem mandater.
* 16. december 2019: Uffe Elbæk meddeler, at han træder tilbage som politisk leder fra 1. februar 2020. Han fortsætter dog i Folketinget bagefter.
Kilder: Folketinget, Alternativet, Ritzau.
/ritzau/