Den tidligere cykelrytter Lieuwe Westra er død. Han blev 40 år.
Det skriver flere hollandske medier, herunder Wielerflits, der citerer hans familie for meddelelsen om dødsfaldet.
Westra kørte i en årrække på højeste niveau for Vacansoleil og Astana.
I 2012 vandt hollænderen PostNord Danmark Rundt, og det år sejrede han også på det danske etapeløbs enkeltstart.
Tempokørsel var i det hele taget hans speciale, og i løbet af karrieren vandt han to gange det hollandske mesterskab i enkeltstart.
Derudover blev det til sejre i store etapeløb som Catalonien Rundt, Critérium du Dauphiné og Paris-Nice. Han står i alt noteret for 13 professionelle sejre.
I et opslag på Twitter skriver Thomas Sijtsma, som er medforfatter på en biografi om Westra, om ekscykelrytterens død.
Han fortæller, at Westra i de sidste år af sit liv "kæmpede med sig selv". Ifølge De Telegraaf havde Westra op til karrierestoppet i 2017 fortalt, at han led af depression.
/ritzau/