Bryllupsklokkerne kimer hjemme hos tv-kokken Gorm Wisweh, der skal giftes med kæresten Charlotte Kjeldbjerg.
Det skriver Ekstra Bladet.
Kokken, der dansede sig ind i danskernes stuer i 2016-udgaven af Vild med dans, friede spontant til sin kæreste gennem otte år under en romantisk middag på Henne Kirkeby Kro ved Henne tæt på Skjern.
- Jeg ved, at det lyder uromantisk. Vi sad bare og talte, og så sagde jeg lidt henkastet over bordet: 'Vi burde også bare gifte os'. Så kiggede Charlotte over på mig og sagde: 'Aarh, det er vist ikke sådan, du gør det'. Så måtte jeg finde på noget derfra, siger Gorm Wisweh til Ekstra Bladet.
Derfor gik han ud til tjeneren og spurgte efter noget stanniol, som han lavede en ring af. Det faldt i god jord, fortæller den 33-årige tv-kok til Ekstra Bladet, selvom han erkender, at der nok skal en rigtig ring til på et tidspunkt.
Gorm Wisweh og Charlotte Kjeldbjerg har to børn sammen på tre og fire år.
Brylluppet kommer formentlig til at foregå over to omgange med en vielse på rådhuset senere på året og en stor fest til næste år.
Gorm Wisweh er i øjeblikket aktuel i TV2-programmet 'To kokke og...'.