Efter mere end et års usikkerhed er det nu lykkedes den tidligere "Go' Morgen Danmark"-vært Morten Resen at få medgang i sit app-projekt.
Han har nu fået en kapitalindsprøjtning fra investorer på 1,8 millioner kroner og er klar til for alvor at skubbe app'en GoLittle ud over rampen.
- Jeg er så sindssygt glad, og det har virkelig været hårdt at nå hertil, men det bliver kun hårdere herfra, for hidtil har jeg kun haft mig selv at tænke på, men nu står jeg også til ansvar over for mine investorer, så det er nok først nu, det bliver alvor, siger Morten Resen til BT.
GoLittle er fortsat under opbygning, men er tænkt som en guide for børnefamilier, der har brug for at finde børnevenlige aktiviteter i nærheden.
Blandt investorerne er serieiværksætterne Jesper Buch, stifter af Just Eat, og rengøringsdronningen Birgit Aaby. Begge er kendt fra DR-programmet Løvens Hule.
- Jeg troede i begyndelsen, at det vigtigste var penge, men langsomt er det gået op for mig, at det også betyder noget, hvem der kommer med dem. I og med at det var Jesper Buch, som jeg i første omgang præsenterede idéen for, og han samtidig syntes, at det var en super fed idé, så det er fedt, at han er med inde over sammen med Birgit Aaby, der kan bidrage med nogle andre ting. Kombinationen af de to er for mig vigtig, siger Morten Resen.