Der var fransk triumf, da der søndag blev afholdt ironman i den danske hovedstad.
36-årige Cyril Viennot kunne således hæve armene i triumf, da han løb alene i mål i København i tiden 7 timer 59 minutter og 52 sekunder.
Det er tredje gang, at franskmanden vinder en ironman, der indebærer 3800 meter svømning, 180 kilometer cykling og et maratonløb.
Viennot blev verdensmester i triatlon, da han i 2015 slog danske Martin Jensen med 12 sekunder ved VM i den svenske by Motala.
Danske Kristian Høgenhaug sluttede som nummer to søndag med tiden 8 timer 2 minutter og 53 sekunder.
Danskeren var nummer to, da der skulle skiftes fra cykel til løb. Undervejs på sit løb var han nede som nummer fem, men fik sig altså kæmpet op på andenpladsen igen.
- Jeg har aldrig oplevet noget så hårdt. Jeg havde en hemmelig plan med min træner om en podieplacering i år.
- Men da jeg så, hvor stærkt et felt der var til start, så regnede jeg ikke med at stå her. Det er simpelthen så vanvittigt, siger Høgenhaug i en pressemeddelelse.
Med sin tid søndag satte han ny personlig rekord.
Italienske Giulio Molinari fuldendte podiet, da han kom ind som nummer tre.
Den tidligere olympiske mester i cykling Aleksandr Vinokurov, der nu er chef for Astana-holdet, stillede også op i søndagens ironman i København.
Vinokurov kom i mål som nummer 42 med tiden 9 timer 4 minutter og 16 sekunder.
Der var ingen professionelle kvinder til start ved søndagens ironman i København.
/ritzau/