Manageren for den engelske fodboldklub Leyton Orient, Justin Edinburgh, er død i en alder af 49 år.
Det oplyser Leyton Orient på sin hjemmeside.
Edinburgh faldt om med hjertestop i mandags og blev fragtet til hospitalet, hvor han døde lørdag.
- Vi er fuldstændig knust over denne tragedie. Alle vores tanker og kærlighed går til Edinburgh-familien, og vi ved fra de hilsner, der er strømmet til klubben den seneste uge, at fodboldverdenen deler vores følelser, siger klubbens bestyrelsesformand, Nigel Travis.
Justin Edinburgh har været manager i Leyton Orient siden 2017 og havde netop ført London-klubben til oprykning til League Two.
Som aktiv spillede han størstedelen af sin karriere som venstre back for Tottenham i Premier League.
Mellem 1990 og 2000 spillede han i alt 249 kampe for klubben og var med til at vinde to pokalfinaler.
I 1991 var han sammen med blandt andre Paul Gascoigne og Gary Lineker del af det Tottenham-hold, der slog Nottingham Forest i FA Cup-finalen.
Otte år senere var Edinburgh med til at vinde Liga Cup-finalen over Leicester i en kamp, hvor danske Allan Nielsen blev matchvinder.
Efterfølgende spillede Justin Edinburgh for blandt andre Portsmouth, inden han indstillede karrieren og kastede sig ud i en tilværelse som manager.
/ritzau/