"Fucking racist", "jeg knepper din mor som en hund", "jeg nakker dig".
Bølgerne gik højt, da Københavns Byret i 2016 behandlede en sag, hvor fire unge mænd var tiltalt for at have bistået Omar el-Hussein med skudattentatet i København i februar året forinden.
De blev alle fire frifundet for medvirken til terror, men den ene af de tiltalte havde svært ved at holde sine frustrationer inde, mens sagen blev behandlet.
Det er han siden blevet tiltalt for, og den sag skal behandles efter sommerferien.
Den 34-årige mand er blandt andet anklaget for at have sagt "Jeg gider ikke være her alligevel, din racistiske so", "Du skal sutte min omskårede pik" og "nazistluder" til den kvindelige retsformand.
Sådan fortsætter anklagepunkterne i anklageskriftet, som Ritzau har fået aktindsigt i.
De fleste ytringer er uden den store variation, og ordlyden er stort set den samme. De fleste udbrud indledes med et "fucking" efterfulgt af et nedladende navneord.
Det er dog ikke kun i retssalen, at manden ifølge anklagemyndigheden har været truende.
I forbindelse med en visitation på Politigården i København har han angiveligt truet en fængselsbetjent:
"Jeg har venner og familie, der venter på dig udenfor" og "Jeg sørger for at fortælle mine venner og familie til besøg, at de skal vente på dig", skal han have sagt.
I halvandet år sad den 34-årige fængslet for medvirken til Omar el-Husseins angreb i 2015 på Krudttønden og synagogen i København, inden han i september 2016 blev frifundet.
Sagen er berammet til 22. og 23. august i Københavns Byret.
Manden nægter sig skyldig.
/ritzau/