Henrik Bering Liisberg, som er tidligere chef for Det Kongelige Teater, er død efter længere tids sygdom.
Han blev 81 år. Det skriver Politiken torsdag.
Bering Liisberg nåede at være chef for på Det Kongelige Teater i ti år – fra 1979 til 1989 - og brugte over to tredjedele af sit liv i teateret.
Han oprettede blandt andet den intime scene Gråbrødrescenen og gennemførte en stor ombygning af teatret.
Inden Liisberg overtog tøjlerne på Det Kongelige Teater, var han blandt andet teaterleder på Svalegangen i Aarhus, hvor han hurtigt markerede sig som leder.
Han udviklede teatret, holdt fast i et ungt ensemble og fik blandt andet ros for at introducere en ny genre i teatret: Den storslåede musical.
Liisberg var også leder på Aarhus Teater i seks år fra 1973 til 1979.
Derudover stod han fra 1993 til 1995 som direktør i spidsen for Det Danske Filminstitut.
Han har også været bestyrelsesformand for Gladsaxe Teater og direktør for Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab.
I 2002 skiftede titlen navn til kulturdirektør under Hovedstadens Udviklingsråd.
Allerede i gymnasiet var interessen for teater til at få øje på, og Henrik Bering Liisberg instruerede blandt andet skolekomedier.
Den tidligere teaterchef blev født i Hellerup. Han blev i 1965 mag.art. i litteraturhistorie fra Københavns Universitet.
Inden da var han i 1962 begyndt at skrive teater- og litteraturanmeldelser for Dagbladet Information.
Henrik Bering Liisberg efterlader sig to voksne børn, en søn og en datter.
/ritzau/