Danske og svenske foreninger og en tyrkisk virksomhed var ofrene, da en tidligere skrothandler forsøgte at snyde sig til penge.
Det fastslår Retten i Sønderborg, som mandag har idømt den 69-årige Palle Jakobsen, der også kendes som Palle Skrot, fængsel i to år og seks måneder, skriver jv.dk.
Ved hjælp af falske mails med fakturaer forsøgte han at score penge. De blev sendt til kassereren i foreningerne, men han fik dem til at se ud som om, de var afsendt af formanden.
Under sagen har Jakobsen hævdet, at det i virkeligheden var hans kæreste, den amerikanske pornostjerne Melissa Reed, som stod bag, skriver jv.dk.
I Nigeria var hun løbet ind i problemer og brugte derfor Palle Jakobsens konto til overførsel af penge fra handler med diamanter og ædelstene.
- Den her historie med Melissa Reed finder vi særdeles utroværdig, sagde retsformand Kim Grunnet ifølge jv.dk.
Manden er tidligere blevet dømt for groft bedrageri, momssvig og dokumentfalsk.
/ritzau/