Den tidligere socialdemokratiske minister for udviklingssamarbejde og nordisk samarbejde Flemming Møller Mortensen går efter at blive ny borgmester i Aalborg.
Det skriver han på Facebook.
- Kære Aalborg - kære venner! Med dyb eftertanke melder jeg mig nu som borgmesterkandidat i Aalborg til kommunalvalget november 2025. Glædelig påskeuge, skriver han.
Flemming Møller Mortensen er den tredje kandidat, der melder sig, efter at borgmester Thomas Kastrup-Larsen forlader byrådet 31. juli.
Foruden Flemming Møller Mortensen har to byrådsmedlemmer meldt sig som kandidater.
Det er formand for den socialdemokratiske byrådsgruppe Lasse Frimand Jensen og Lisbeth Lauritsen. Det skriver TV2 Nord.
Modsat de to kan Flemming Møller Mortensen ikke med det samme overtage borgmesterposten fra Thomas Kastrup-Larsen, fordi han ikke sidder i byrådet.
Derimod kan han gå efter at blive Socialdemokratiets spidskandidat ved valget i 2025.
I den kommende uge skal den socialdemokratiske partiorganisation ifølge TV2 Nord drøfte situationen.
Inden Thomas Kastrup-Larsen stopper, skal der findes en ny borgmester, som kan overtage posten frem til 1. januar 2026, hvor der har været kommunalvalg.
Flemming Møller Mortensen er ikke i tvivl om, at det er det helt rigtige for ham at gå efter borgmesterposten:
- Jeg kan gøre mig klar på alle måder til at blive en forhåbentlig rigtig god og tillidsfuld borgmester, hvis jeg når så langt, siger han til Ritzau.
- Nu er det jo op til partiets bagland at sætte rammen for, hvordan man ønsker at gøre det. Men jeg er klar. Det kan jeg mærke dybt inde i mit sind. Det er rigtigt for mig at træde frem på det her tidspunkt.
Flemming Møller Mortensen er Socialdemokratiets sundhedsordfører i Folketinget og bor i Aalborg.
Det er en uge siden, at Thomas Kastrup-Larsen, som for to måneder siden fyldte 50 år, meddelte, at han vil stoppe som borgmester til sommer.
Han har været byrådsmedlem i halvdelen af sit liv og haft to perioder i borgmesterstolen.
Kastrup-Larsen er dog som borgmester den seneste tid blevet ramt af en række sager, der har givet anledning til kritik.
Sagerne har blandt andet omhandlet ulovlige udbygningsaftaler og en bevilling på 100.000 kroner til en lokal ejendomsmatador i forbindelse med en reklamefilm.
Senest har borgmesteren og hans forvaltning fået kritik for brug af kommunens penge til restaurationsbesøg.
Sagerne har været medvirkende til, at Thomas Kastrup-Larsen sidste år måtte sygemelde sig med stress i en kortere periode.
/ritzau/