Svendborgs tidligere socialdemokratiske borgmester Curt Sørensen har meldt sig ud af partiet.
Det har han gjort i protest mod, at Socialdemokratiet støtter det såkaldte paradigmeskifte i udlændingepolitikken, som regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om.
"Partiets støtte til den ene udlændingestramning efter den anden er uudholdelig for mig. Jeg vil ikke stå på mål for partiets politik på det område. Så nu ved I det", skriver Curt Sørensen i et opslag på Facebook.
Nogle af hovedpunkterne i regeringens og DF's nye måde at tænke udlændingepolitikken er, at flygtninge hurtigst muligt skal sendes hjem. Samtidig skifter integrationsprogrammet for alle nyankomne navn til "selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet". Og så skal integrationsydelsen sættes ned.
Over for Fyns Amts Avis uddyber Curt Sørensen sin beslutning.
- Jeg bliver jo rigtig ofte spurgt af folk, hvordan jeg kan forsvare de her stramninger, og om jeg virkelig mener sådan. Og der siger jeg jo, at det gør jeg ikke, og jeg skriver det også i debattråde med folketingspolitikere, der så siger til mig, hvorfor jeg ikke holder det inden døre?
Siger du, at folketingspolitikere beder dig rette ind og ikke ytre din uenighed med partiets linje offentligt?, spørger Fyns Amts Avis.
- Ja, der er meget af det tryk der, det kan jeg love dig for. Det er der i alle partier. Men det behøver jeg ikke at forsvare mere nu, siger Curt Sørensen til avisen.
Skulderklap
På Facebook får Curt Sørensen, som var borgmester i Svendborg fra 2009 til 2013, masser af skulderklap for sin beslutning.
"Forståeligt træk. Respekt!" og "Det hedder personlig integritet" er et par af kommentarerne.
I opslaget kommer det også frem, at det faktisk er et år siden, Curt Sørensen meldte sig ud af Socialdemokratiet.
Men selvom han har meldt sig ud af partiet, støtter han den siddende socialdemokratiske borgmester i Svendborg, Bo Hansen, skriver Curt Sørensen:
"Min støtte til Socialdemokratiet lokalt og til vores borgmester Bo Hansen er intakt. Det er ordentlige folk".