Den radikale politiker Zenia Stampe erklærer sig tilfreds med, at en mand fra Næstved er blevet dømt for at have truet hende. Det siger hun ifølge det regionale medie sn.dk.
Den dømte har tidligere har været med i Hells Angels og blev for ni år siden ligeledes dømt for trusler, skriver sn.dk.
Retten i Næstved straffede tirsdag den 39-årige mand med 40 dages fængsel. På grund af sagens alvor kunne han ikke slippe med en dom med samfundstjeneste.
På Instagram truede han folketingsmedlemmet med farlig vold. Hun burde have sit hoved sparket i stykker, lød truslen.
I retsmødet sagde han ifølge sn.dk, at han havde det dårlig med, hvad han havde gjort.
- Det var ikke i orden, sagde han og tilføjede, at han havde forsøgt at slette de ord, han have skrevet.
Zenia Stampe bekræfter over for sn.dk, at den nu dømte sendte hende en undskyldning. Hun opfattede det dog mest som et forsøg på at trække anmeldelsen tilbage.
/ritzau/