Tidligere postbud om 2.500 fyringer: Det er hårdt, når kollegaer skal væk

Det er stressende og hårdt for medarbejderne, hver gang PostNord melder om fyringer, siger tidligere postbud og tjenestemand.
Tidligere postbud og forhandlingssekretær i 3F Post, Lars Chemnitz.
Tidligere postbud og forhandlingssekretær i 3F Post, Lars Chemnitz. Foto: 3F/pressefoto

Den tid, hvor danskerne sendte breve til hinanden som den største selvfølgelighed, er for længst på vej ud. Nu foregår brevudvekslingen primært digitalt, og det er en virkelighed, PostNord nu må drive sin forretning efter.

Mandag meddelte PostNord, at de er klar til at gå videre med planerne om at omstrukturere koncernen, som blandt andet betyder, at 2.500 postansatte – heriblandt mange tjenestemandsansatte – skal afskediges i løbet af de nærmeste år.

Lars Chemnitz er tidligere postarbejder gennem 20 år og tjenestemand, men han slår nu sine folder som forhandlingssekretær i 3F Post. Han anerkender, at fyringerne er nødvendige, men de sidste års kriser i PostNord har været hårde for de ansatte, siger han.

- Det har været brydsomt og stressende for medarbejderne, at de har oplevet fyringer af gode kollegaer, og at der hele tiden er nye arbejdsmetoder, de skal forholde sig til. Der har været lagt et virkeligt hårdt pres på medarbejderne. Men det er klart, at når postmængden falder, kan vi ikke længere være 10.000 postbude, siger Lars Chemnitz til Avisen.dk og fortsætter:

- Når posten stadig skal ud i hele landet med færre medarbejdere, skal produktionen og infrastrukturen ændres, og det kræver meget for de ansatte at være omstillingsparate til det. Men de har gjort et godt stykke arbejde på trods af den nye virkelighed.

Får tre års løn med sig

PostNords omstrukturering omfatter blandt andet en samlet reduktion af 4.000 fuldtidsansatte i den danske del af virksomheden. Af disse mangler cirka 2.500 fuldtidsstillinger endnu at blive afviklet, men den plan har EU den 28. maj sagt god for. Her godkendte EU, at den danske stat kompenserer Post Danmark – gennem ejeren PostNord – med op til 1,2 milliarder danske kroner frem mod 2019.

Kompensationen skal blandt andet bruges til at betale for kompensation til de kommende fyringer af tjenestemænd, der på grund af ansættelsesvilkår har ret til at tage tre års løn med sig.

Lars Chemnitz mener, at når den sidste fyringsrunde er eksekveret, er der grund til at se lysere på PostNords fremtid.

- Efter nogle svære år er PostNord ved at få fast grund under fødderne, siger han.

Siden år 2000 er brevmængden i Danmark faldet med mere end 80 procent, men derimod er det gået fremad for leveringen af pakker, hvilket skyldes en stigende nethandel.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.