Opdateret kl. 08:11
Hun er vant til scenelyset. Og i sangkonkurrencer har hun førhen haft meget held med at kradse stemmer ind. Nu rækker Trine Jepsen, der er kendt fra gruppen EyeQ, ud efter en plads i Folketinget.
Torsdag aften ventes den 46-årige midtjyde valgt som Venstres kommende kandidat i Herning. En kreds, der i årevis har været sikkert Venstre-land, men som ved sidste valg mistede sit mandat. Det skriver TV Midtvest.
- Det er med alle mulige følelser, men allervigtigst er, at jeg har lysten og viljen, og vil gøre mit til at Vestjylland får den indflydelse, som området fortjener. Jeg er både stolt og ydmyg over den tillid jeg er blevet mødt med, siger Trine Jepsen til mediet.
Trine Jepsen blev landskendt, da hun i 1999 vandt Dansk Melodi Grand Prix med sangen "Denne Gang".
Et par år senere tonede hun frem i TV 2-programmet Popstars. Denne gang som en del af gruppen EyeQ, der endte med at vinde programmet.
- Jeg er helt med på, at nogen vil synes, min baggrund er utraditionelt for en politisk karriere. Men jeg ser min baggrund fra kulturen og som erhvervsleder som en styrke, siger Trine Jepsen til TV Midtvest.
Senere skiftede hun scenerne ud med forskellige ledelsesjobs.
Hun var blandt andet direktør for Fonden Nørre Vosborg i årene 2015-2019 og efterfølgende leder på Schackenborg Slot.
I dag er hun selvstændig med egen virksomhed, og hun håber på at kunne trække på erfaringerne, hvis hun opnår valg til Folketinget.
- Jeg interesserer mig naturligt for kulturområdet, der i høj grad er med til at binde vores egn sammen. Og netop sammenhængskraften i vores samfund, optager mig. Jeg vil gerne bygge bro imellem Christiansborg og Vestjylland, siger hun.
Trine Jepsen skal vælges formelt på et opstillingsmøde i Herning klokken 20 torsdag aften.
I juni 2023 stoppede Kenneth Mikkelsen i politik, efter at det ikke lykkedes ham at opnå valg i Herning-kredsen.
/ritzau/