"Jeg er hoppet ud af gryden."
Ordene er den tidligere operative chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET) Hans Jørgen Bonnichsens. Han erklærer tirsdag i en update på Facebook, at han har meldt sig ud af Venstre.
Det sker som en reaktion på, at Folketinget i dag vedtog en række omdiskuterede stramninger på asylområdet.
Hans Jørgen Bonnichsen indleder sin selverklærede skilsmisse fra Venstre med at fortælle om frøerne, som man kan koge levende, hvis man skruer meget langsomt op for varmen.
"Frøerne mærker ikke de små temperatursvingninger. Som frøerne har vi nok en tendens til ikke at reagere på de mindre og gradvise ændringer."
Men nu er det altså nok for den tidligere PET-chef:
"12 gradvise asylstramninger har regeringen gennemført i sin korte levetid, senest for få minutter siden. Men da blev temperaturen for høj, og jeg besluttede mig for at hoppe ud af gryden, inden jeg identificeredes med disse holdninger og mit liberale menneskesyn koges til døde."
Til dr.dk oplyser Hans Jørgen Bonnichsen, at han har været betalende medlem af Venstre i 10-15 år. Men det er slut nu.
- Jeg meldte mig ind i Venstre, der havde frisind og et liberalt menneskesyn. Men de nyeste initiativer viser et knæfald for højrepopulismen i dette land, siger han til DR.