En tidligere mandlig pædagog er blevet tiltalt for to tilfælde af voldtægt af børn på Vestsjælland.
Det skriver TV 2 Øst, som har fået aktindsigt i et anklageskrift mod manden.
Mere præcist er der tale om det, som i straffeloven betegnes som voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.
Fordi de forurettede er under 12 år, karakteriseres det som voldtægt.
Begge børn er ifølge anklageskriftet, som mediet har set, også blevet udsat for blufærdighedskrænkelse.
TV 2 Øst skriver, at det fremgår af anklageskriftet, at overgrebene skulle være sket mellem 11. november 2022 og 2. august 2023.
Mandens forsvarsadvokat oplyser til TV 2 Øst, at han nægter sig skyldig.
Sagen forventes at komme for retten i starten af 2024.
Ifølge TV 2 Øst er der nedlagt navneforbud i sagen. Det er derfor strafbart at komme med oplysninger, som kan identificere den tiltalte mand.
/ritzau/