Tidligere minister og DF-profil i Twitter-debat: Han skal IKKE have lov at sidde i Folketinget
Tidligere Venstre-minister Søren Pind (t.v) mener ikke, at den bedrageridømte erhvervsmand Klaus Riskær Petersen skal have lov til at sidde i Folketinget. Foto: Keld Navntoft / Mads Claus Rasmussen / Scanpix
Den tidligere Venstre-minister Søren Pind og nuværende folketingsmedlem Søren Espersen er uenige om, hvorvidt tidligere straffede skal have lov til at sidde i Folketinget.

Skal erhvervsmanden Klaus Riskær Petersen have lov til at sidde i Folketinget, selvom han er tidligere straffet? 

Det er tidligere Venstre-minister Søren Pind og nuværende medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti Søren Espersen dybt uenige om, og spørgsmålet har kastet de to ud i en voldsom debat på Twitter.

Det skriver Berlingske.  

Debatten bunder i, at Klaus Riskær Pedersen forsøger at samle underskrifter nok til at kunne stille op til det kommende Folketingsvalg. 

Den danske erhvervsmand er straffet for økonomisk kriminalitet, og blev i 2008 dømt for bedrageri af særlig grov beskaffenhed samt mandatsvig. 

Han blev idømt seks års ubetinget fængsel og mistede samtidig retten til at stifte og drive virksomhed i fem år. 

Tirsdag opfordrede Søren Pind landets medier til at undersøge, hvilke medlemmer af Folketinget og kandidater, der ville acceptere Klaus Riskær Pedersen, hvis han blev valgt til Folketinget. 

Erhvervsmanden Klaus Riskær Petersen forsøger at samle underskrifter nok til at kunne stille op ved næste folketingsvalg. Han er tidligere straffet for blandt andet bedrageri. Foto: Ida Marie Odgaard / Scanpix

- Kære medier; jeg vil gerne vide, hvilke MF/kandidater og kandidater hertil, der vil godkende Klaus Riskær skulle han mod min forventning opnå valg. Jeg vil ikke stemme på kandidater, der mener, han er værdig. Han har ingen fortrydelse og fortsætter med sin folkeforførelse. Så kunne vi få lidt OBS, skrev Søren Pind på Twitter. 

 

Den udmelding fik Dansk Folkepartis Søren Espersen til at forsvare tidligere straffedes ret til at sidde i Folketinget, hvis borgerne har valgt dem ind på trods af deres forbrydelser. 

- Kære Søren. I så fald må jeg nok undvære din stemme denne gang! For skulle det ske, at vælgerne – fuldt orienteret og vel vidende, hvad manden har gjort – gør ham til MF, ville det være meget skævt og arrogant af mig efterfølgende bare at blæse på folkets røst, skriver Søren Espersen på Twitter. 

Det fik Søren Pind til at spørge Espersen, om den nu afdøde politimorder Palle Sørensen, der under en flugt fra politiet i 1965 skød og dræbte fire betjente – også ville være værdig til at sidde i Folketinget.