Den tidligere Australian Open-vinder Victoria Azarenka er færdig efter blot en enkelt kamp i Melbourne.
Den 29-årige hviderusser blev tirsdag besejret af tyske Laura Siegemund i første runde.
Tyskeren vandt 6-7, 6-4, 6-2 over den tidligere verdensetter, der triumferede i Australian Open i 2012 og 2013, hvor hun vandt hele turneringen.
For små to år siden blev Azarenka mor, og efter at hun i 2017 vendte tilbage til tennisbanerne, er det aldrig lykkedes hende at ramme tidlige tiders niveau. I dag rangerer hun som nummer 53 i verden.
Azarenka var dog favorit mod Laura Siegemund, der er nede som nummer 110 på verdensranglisten.
Det lykkedes hviderusseren at nappe første sæt i en tiebreak, der endte 7-5, efter at Azarenka havde vundet fem bolde i træk.
Det så fortsat yderst lovende ud i begyndelsen af andet sæt, hvor Azarenka fik lavet et servegennembrud og kort efter kom foran med 3-1, men så begyndte nedturen.
Siegemund vandt andet sæt 6-4, og i tredje sæt gjorde tyskeren kort proces.
I anden runde skal Laura Siegemund op mod Su-Wei Hsieh fra Taiwan.
/ritzau/