Den danske racerkører Kevin Magnussen får comeback som Formel 1-kører, når han søndag sætter sig bag rattet i sin nye Renault-bil ved det australske grandprix.
Og det er fuldt fortjent, at Magnussen har fået en ny chance i det største racerløb, efter at han blev droppet af McLaren sidste år. Det mener danskerens tidligere kollega i netop McLaren Jenson Button.
- Det er fedt for ham at være tilbage i Formel 1. Jeg synes, han er en talentfuld kører, og han fortjener at være her, siger Button.
De to tidligere makkere kører således for konkurrerende hold, når sæsonens første grandprix bliver kørt søndag i Melbourne. Det betyder dog intet for briten, der roser Magnussens evner på banen.
- Han er meget hurtig, og han har fået meget erfaring. Da vi var holdkammerater, lærte han meget, og han lærte det meget hurtigt, så han har meget erfaring hans alder taget i betragtning.
- Jeg tror, at han kommer til at klare det godt, og det håber jeg, siger Button.
Han fortæller samtidig, at han har været i kontakt med Magnussen og ønsket ham tillykke med sædet hos Renault.
- Jeg skrev en besked til ham, før han fik sædet, fordi jeg havde det på fornemmelsen. Og da han fik det, skrev jeg igen, siger Button.
Magnussen og Button kørte begge for McLaren i 2014, men danskeren måtte vige pladsen bag rattet, da holdet skrev kontrakt med Fernando Alonso.
Hvor Button har kørt tusindvis af kilometer på Formel 1-baner verden over, har Magnussen fået debutanten Jolyon Palmer som makker i Renault. Palmer kører sit første Formel 1-grandprix søndag morgen dansk tid.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.