Fodboldklubben AC Horsens skiller sig af med Martin Retov et år før kontraktudløb.
Midtbanespilleren er efter gensidig aftale færdig i klubben fra den næstbedste række.
- Det har været en fornøjelse at arbejde med så stor en kapacitet som Martin Retov.
- Han har haft en stor og glorværdig karriere og har ydet en kæmpe indsats, ikke kun for AC Horsens, men for dansk fodbold generelt, siger cheftræner Bo Henriksen til AC Horsens' hjemmeside.
35-årige Martin Retov kom til den østjyske klub for fem år siden, efter at han havde tilbragt to år i tyske Hansa Rostock.
Den tidligere Brøndbyspiller ser med tilfredshed tilbage på tiden i AC Horsens.
- Jeg vil altid forbinde AC Horsens med de rette værdier, og det er en klub, som uanset sejre eller nederlag altid vil betyde meget for mig i fremtiden.
- Højdepunkter har der været mange af, med Europa League, en fjerdeplads i Superligaen og en pokalfinale som højdepunkterne, siger Martin Retov, som i perioden 2004-08 opnåede seks A-landskampe.
Han var en del af Brøndbys hold, der i 2005 vandt både mesterskabet og pokaltitlen, da Michael Laudrup trænede klubben.
Efter Brøndbys pokalsejr i 2008 skiftede han til Hansa Rostock, inden turen altså gik hjem til Danmark to år senere.
/ritzau/