Regnen og vinden har de seneste par dage lagt sig tungt over Danmark, men weekendens uvejr gik alligevel særlig grimt udover den tidligere viceborgmester i Haderslev, Benny Bonde fra Liberal Alliance, der lige var kommet tilbage fra en sejltur med det unge stjerneskud fra Dansk Folkeparti, Peter Kofod.
Henover weekenden sank LA-profilen fra Sønderjyllands båd nemlig i Haderslev havn, hvor ekstremt lavvande afløst af hurtigt normalvande, sandsynligvis har betydet, at motorbåden Tinne blev klemt af bådbroen og sank. Det skriver JydskeVestkysten.
Båden skal nu hæves fra havnens bund, og eftersom Tinne er kaskoforsikret, er Benny Bonde trods situationen ved godt mod og prøver lystigt at sælge den, allerede før den er hævet.
- Den er billigt til salg. Du kan få den til tre en halv million, men så følger der en affugter med. Og så skal du tage den på stedet, siger den tidligere viceborgmester til JydskeVestkysten.