37-årige Ruben Kidde er mandag aften på en ekstraordinær generalforsamling valgt som De Radikales folketingskandidat for Gentofte-kredsen.
Det oplyser De Radikale i Gentofte i en pressemeddelelse.
Han overtager dermed kredsen fra den tidligere radikale leder Sofie Carsten Nielsen, som sidste år takkede af i dansk politik.
Kidde er ikke et helt ukendt navn i Folketinget. Han var således midlertidigt folketingsmedlem fra 16. april 2020 til 2. februar 2021.
I den periode afløste han den daværende radikale politiker Ida Auken, som i dag sidder i Folketinget for Socialdemokratiet.
Det næste folketingsvalg skal finde sted senest 31. oktober 2026, og her håber Kidde altså på at blive valgt ind.
- Jeg ser meget frem til at tale med vælgerne og vil kæmpe ihærdigt for at repræsentere Gentofte og hele Københavns Omegns Storkreds på Christiansborg efter næste valg, siger Kidde i pressemeddelelsen.
Han er i dag medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Og han har erfaring fra Christiansborg som partiets klima- og it-ordfører.
Jan Villumsen, der er lokalformand for De Radikale i Gentofte, håber på, at Kidde igen kan sørge for, at kredsen er repræsenteret i Folketinget.
- Hans erfaring både fra lokalpolitik og på landsplan vil styrke vores indsats frem mod næste valg, hvor vi håber at genoptage vores repræsentation i Folketinget med Ruben som vores kandidat, siger Villumsen om Kidde.
Det var 17. april sidste år, at Sofie Carsten Nielsen meddelte, at hun havde fået et job hos Dansk Industri og dermed forlod dansk politik.
Det skete efter et skidt folketingsvalg 1. november 2022, hvor Sofie Carsten Nielsen som daværende radikal leder opnåede 2467 personlige stemmer og dermed på et hængende hår undgik den ydmygelse, som det ville have været, hvis hun ikke var blevet genvalgt. Hun var den partileder, der fik færrest personlige stemmer.
De Radikale gik ved 2022-valget ni mandater tilbage og har nu syv mandater i Folketinget.
Allerede dagen efter valget gik Sofie Carsten Nielsen af som politisk leder, og hun blev afløst af Martin Lidegaard.
/ritzau/