Det var en ren tilståelsessag da en tidligere ansat fra DSB forleden mødte i retten i Helsingør, og indrømmede, at han mindst 454 gange havde kørt i tog uden at købe en billet.
Det skriver Helsingør Dagblad, som overværede retssagen.
Den 46-årige er i dag førtidspensionist og forklarede blandt andet, at dårlig økonomi gjorde, at han "tog chancen" i stedet for at købe billet.
De mange ture uden billet er foregået i perioden mellem foråret 2019 og foråret 2023. Den 46-årige har primært fået bøder i togene på Kystbanen, men han har også flere gange taget et gratis smut til Fyn, hvor han forklarer, at han har venner og familie.
Oprindeligt var han sigtet for ikke mindre end 505 gange at være rejst uden billet, men anklageren endte med "kun" at tiltale ham for de 454 ture.
Hver gang, han har rejst uden billet, har han fået en bøde på 750 kroner i sin e-boks. Det betyder, at han skylder omkring 350.000 kroner til sin tidligere arbejdsgiver, DSB. De mange penge skal nu inddrives via gældsstyrelsen.
Indrømmelsen i retten kostede ham også to måneders fængsel, som dog blev gjort betinget.
Dermed behøver han ikke afsone straffen - medmindre han rejser "gratis" igen.
Helsingør Dagblad skriver dog, at han forsikrede dommeren om, at han nu havde anskaffet sig et rejsekort.