Det tidsmæssige aspekt spiller ind, når den tidligere drabschef for Rejseholdet Kurt Kragh kommer med sin vurdering af Emilie Meng-sagen.
Til TV3 programmet Krimicentralen udtaler han, at politiet formentlig arbejder ud fra en teori om, at den unge kvinde er blevet kidnappet eller voldtaget, dræbt og derefter skaffet af vejen, skriver Ekstra Bladet.
- Man bliver nødt til at forvente det værst tænkelige, og det er, at hun er blevet udsat for en forbrydelse, siger Kurt Kragh om politiets formodede tilgang til efterforskningen af Emilie Mengs forsvinden.
Forsvundet i knap to måneder
Emilie Meng har været forsvundet i knap to måneder. 10. juli tidligt om morgenen sagde hun på Korsør Station farvel til nogle venner efter en tur i byen.
Siden er hun ikke set. Det sidste spor af Emilie Meng er overvågningsbilleder, hvor man ser hende forlade stationen.
Svært at sige det
Kurt Kragh, som har over 25 års erfaring fra Rejseholdet, forklarede i Krimicentralen, at fordi der er gået så lang tid, så forventer politiet ikke længere at finde Emilie i live.
- Det er det, man arbejder ud fra, men det bryder man sig bare ikke om at sige, sagde han.
Dusør på 200.00 kroner
Sidste weekend resulterede en frivillig eftersøgning efter Emilie Meng i Jylland i indleverede sager til politiet. Det er endnu uvist, om sagerne har noget med den forsvundne teenagepige at gøre.
Og forleden fortalte Emilie Mengs fætter, Robin Witzner, at dusøren for oplysninger, der kan medføre, at Emilie Meng kommer hjem i live, er forhøjet fra 100.000 kroner til 200.000 kroner.