Den tidligere DR-vært Jakob Illeborg var én af de mange borgere, der blev afhørt af politiet i forbindelse med drabet på Stine Geisler. Det skriver SE og HØR på baggrund af en ny bog om det uopklarede mord.
Stine Geisler gik i 3. z på Christianshavns Gymnasium, hvor også den tidligere vært på ’Kontant’ var elev. Jakob Illeborg har aldrig været mistænkt for drabet, men var én af de omkring 4.000 danskere, der blev afhørt af politiet i forsøget på at opklare den uhyggelige mordgåde.
Stine Geisler var 18 år gammel, da hun få dage før sin studentereksamen blev fundet kvalt i en kælder i Pisserenden i København. Hun døde natten efter 2. pinsedag 1990, mens morderen aldrig er blevet fundet.
Journalist Søren Baastrup forsøger nu med bogen ’En djævel i den lyse nat – hvem myrdede Stine Geisler’, der udkommer i næste uge, igen at sætte fokus på sagen.
Til Jyllands-Posten forklarer forfatteren, at det er hans ultimative håb, at bogen kan være med til at opklare mordet, der er blevet kaldt for ”drabsafdelingens åbne sår”.
- Nu har jeg lagt en række nye oplysninger og spor frem, og så håber jeg, at de, der læser bogen, enten ser de samme mønstre i sagen, som jeg gør, eller at de ser en helt ny sammenhæng, som jeg ikke selv har set, siger Søren Baastrup til Jyllands-Posten.