Gheorghe Popescu har svært ved at leve op til sin flotte fodboldkarriere, efter han har stillet støvlerne på hylden.
Den 45-årige tidligere FC Barcelona-anfører er ved en rumænsk appeldomstol idømt tre års betinget fængsel for bedrageri, skatteunddragelse og hvidvaskning.
Sammen med en række andre rumænske spillere var han anklaget for ikke at have oplyst de fulde beløb af transfersummer mellem klubber i perioden 1999-2005.
Gheorghe Popescu har spillet 115 landskampe og var en stjerne på det rumænske landshold, som nåede kvartfinalen ved VM i 1994.
Den pensionerede forsvarsspiller slap dog billigt sammenlignet med andre tiltalte i sagen.
Den tidligere Dinamo Bukarest-præsident Cristian Borcea fik syv års fængsel, mens hovedaktionæren i Rapid Bukarest, George Copos, fik fem år.
Ifølge anklagerne blev dele af transfersummerne overført til bankkonti på Jomfruøerne og i Holland.
Dommen kan ankes til højesteret.