Det britiske handelskammer meddeler, at deres direktør, David Frost, er trådt tilbage til fordel for en post i landets nye regering.
- Frost får uden tvivl en nøgleposition under de næste skridt af Storbritanniens forhandlinger om en skilsmisse fra EU, tilføjer handelskammeret. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
David Frost har en baggrund som diplomat. Han har blandt andet været ambassadør i Danmark fra 2006 til 2008.
Den nyindsatte britiske premierminister, Boris Johnson, vil ifølge medierne BBC og The Telegraph udnævne Frost til sin EU-rådgiver og det, der i EU-diplomatiet kaldes EU-sherpa.
Det betyder, at han bliver den højest placerede embedsmand, der skal stå for kontakten til embedsmænd i Bruxelles og tilsvarende rådgivere på regeringschefernes kontorer i de øvrige EU-landes hovedstæder.
Det vil ikke være første gang, at Frost og Johnson har arbejdet tæt sammen på det udenrigspolitiske område. Da Johnson var udenrigsminister, arbejdede Frost ifølge New York Times for ham som politisk rådgiver.
- Der er ingen tvivl om, at de fortsat vil arbejde tæt. Det er positivt, at Frost er meget kyndig i EU-politik og kender EU-maskineriet, siger den pensionerede danske topdiplomat Ulrik Federspiel til Ritzau. Federspiel var direktør for Udenrigsministeriet, mens David Frost var ambassadør i København.
- Han får en rolle i Downing Street, som er meget vigtig, for det er der, koordinationen af den britiske EU-politik finder sted. Frost bliver Johnsons nærmeste rådgiver, og ham der kommer til at formulere de udspil, som Johnson vil komme med, tilføjer han.
Onsdag eftermiddag blev Boris Johnson officielt indsat som Storbritanniens premierminister.
Han kom ud af slottet Buckingham Palace omkring klokken 16.30 efter at han havde været i audiens hos dronning Elizabeth II.
Da Johnson havde holdt sin første tale som regeringsleder, gik han ind i premierministerboligen i Downing Street 10, hvor han skal i gang med at danne sin regering.
/ritzau/