Der har været et sikkerhedsbrud hos TicketMaster, der betyder, at en "ukendt tredjepart" kan have fået adgang til kunders personlige information eller betalingsoplysninger.
Det oplyser TicketMaster på sin hjemmeside.
Kunder, der kan have været berørt af sikkerhedshændelsen, er blevet kontaktet.
Den tredjepart kan ifølge BBC blandt andet have fået tilgang til kundernes navne, adresser, e-mailadresser, telefonnumre og betalingsoplysninger.
Hvis man har købt eller har forsøgt at købe billetter mellem september 2017 og 23. juni 2018, kan man være berørt.
Den ondsindede software, der er skyld i sikkerhedsbruddet, blev opdaget 23. juni.
TicketMaster har sendt en mail til de personer, som er i risiko for at være ramt.
Mindre end fem procent af selskabets globale kunder er berørt af hændelsen, oplyser TicketMaster.
Det er ifølge TicketMaster formentlig kun kunder i Storbritannien, der er berørt af sikkerhedsbruddet.
- Som en sikkerhedsforanstaltning underretter vi også alle TicketMaster International's kunder uden for Storbritannien om, at de skal nulstille deres passwords, når de logger ind, skriver TicketMaster.
Sikkerhedseksperter arbejder nu på at forstå, hvordan dataene blev kompromitteret. TicketMaster er endvidere gået i samarbejde med relevante myndigheder, kreditkortselskaber og banker.
TicketMaster anbefaler, at kunder overvåger deres kontoudskrifter for muligt bedrageri eller identitetstyveri.
Hvis man som kunde ikke har modtaget en mail, så er det, fordi selskabet vurderer, at man ikke er blandt de mulige berørte.
Ifølge BBC er op mod 40.000 britiske kunder berørt af sikkerhedsbruddet.
/ritzau/