Mindst 18 mennesker er dræbt ved et ukrainsk angreb på den russiske by Belgorod. Tre af dem er børn.
Det oplyser Ruslands katastrofeministerium på tjenesten Telegram lørdag aften.
Op mod 111 mennesker er såret.
Tidligere lørdag meddelte civilforsvaret i den russiske region, at der var 15 børn blandt de mange sårede.
Guvernøren i Belgorod-regionen, Vjatsjeslav Gladkov, skrev lørdag i en besked på Telegram, at den ukrainske hær har skudt midt ind i Belgorod by.
Han opfordrer byens indbyggere til at søge mod beskyttelsesrum.
Det russiske forsvarsministerium hævder, at der er brugt klyngeammunition ved angrebet.
- Denne forbrydelse vil ikke forblive ustraffet, lyder det fra ministeriet.
Der er ikke umiddelbart nogen kommentar fra Ukraines militær eller regering.
Rusland har bedt om et hastemøde i FN's Sikkerhedsråd for at drøfte angrebet mod Belgorod. Mødet indledes lørdag aften klokken 22.00 dansk tid, meddeler den russiske FN-mission.
To andre af Sikkerhedsrådets medlemmer bekræfter, at mødet vil finde sted.
I Moskva er præsident Vladimir Putin blevet briefet om angrebet i Belgorod, siger hans talsmand, Dmitrij Peskov.
Ifølge Peskov har det ukrainske angreb ramt et beboelsesområde.
Billeder på sociale medier viser murbrokker, der ligger strøet ud over byens gader, og røg, der stiger op fra brændende biler.
Det formodede ukrainske angreb kommer efter et 18 timer langt russisk bombardement af Ukraine fredag, hvor 39 blev dræbt.
Ukraines militær vurderer, at Rusland skød i alt 158 missiler og droner mod Ukraine. Af dem formåede militæret at skyde 114 ned.
En talsmand for Ukraines luftvåben siger til nyhedsbureauet AFP, at det er et rekordhøjt antal missiler, hvis man ser bort fra krigens første dage.
Belgorod ligger omkring 30 kilometer fra grænsen til Ukraine.
Byen er flere gange blevet ramt af angreb fra ukrainsk territorium. Men som regel er angrebene foregået om natten. Lørdagens angreb ramte i dagtimerne.
Fredag aften meddelte Belgorod-regionens guvernør, at mindst én person var dræbt i et ukrainsk droneangreb.
/ritzau/AFP