Da journalist Anna Politkovskaja 7. oktober sidste år blev skudt udenfor sit hjem i Moskva, mistænkte mange den russiske regering for at være involveret i mordet.
Anna Politkovskaja havde nemlig adskillige gange stærkt kritiseret Rusland for at overtræde menneskerettighederne.
Den russiske stat har imidlertid benægtet ethvert kendskab til mordet på den russiske journalist, der er blevet lidt af et ikon på den frie presse.
Nu meddeler den russiske chefanklager, Yuri Chaika, at 10 personer er blevet arresteret for mordet på Anna Politkovskaja, og at de inden længe vil blive sigtet, skriver BBC. Der er ingen oplysninger om de arresteredes identitet.
Anna Politkovskaja blev efter eget udsagn tidligere stræbt efter livet. Da hun skulle dække gidseltagningen i Beslan, blev hun forgiftet om bord på flyet.
På dansk er der udkommet to bøger fra hendes hånd: Putins Rusland - når magt korrumperer og Russisk dagbog.