Nordjyllands Politi har onsdag foretaget ransagninger på ti forskellige jyske adresser.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Ransagningerne er sket på baggrund af en mistanke om momssvig og skatteunddragelse "i en større nordjysk virksomhed", lyder det.
Virksomheden er ikke navngivet.
- I forbindelse med vores ransagningsaktion blev en 54-årig mand kortvarigt anholdt, sigtet og afhørt til sagen, men den pågældende er nu blevet løsladt igen, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen.
Flere andre personer er også blevet afhørt, i forsøget på at finde ud af om de har spillet en rolle i sagen - og i så fald hvilken.
Nordjyllands Politi har samarbejdet med politikolleger i Østjylland og i Midt- og Vestjylland, fordi flere af adresserne lå i disse kredse.
Det er Skattestyrelsen, der har henvendt sig til politiet for at gøre opmærksom på mistanken.
Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke sige mere om sagen, mens efterforskningen fortsætter.
/ritzau/