Ti års fængsel for drab på ekskone
Elo Olesen fra Munkebo blev i går idømt ti års ubetinget fængsel for mordet på sin tidligere hustru, Jette Kirsten Niemann Olesen.
Ifølge Østre Landsret var det med fuldt overlæg, at den dømte i januar sidste år skød og dræbte sin ekskone med to skud fra et haglgevær efter at have opsøgt hende i hendes hjem i udkanten af Odense.
Med sin dom afviste landsretten den dømtes forklaring om, at der var tale om skræmmeskud for at standse ekskonen telefonchikane. Dermed havde mordet været sort uheld.
Sagen anklager mente ikke, at ekskonens chikanerier på nogen måde kunne undskylde den dømtes skud.
»Der er tale om en nøje planlagt likvidering. Koldt og kynisk opsøgte han hende i hjemmet, hvor hun ikke havde en chance for at forsvare sig«, konstaterede anklager Bente Schnack.
Hun talte for en straf på 12 års fængsel.
Forsvarsadvokat Kjeld Danielsen mente derimod, at Elo Olesens plagede psyke skulle være en formildende omstændighed. Otte år burde være en passende straf, mente han.
Med dommen lagde landsretten sig altså lige mellem de to bud. Siden midten af 1990’erne er drab på ægtefæller og samlevere normalvis blevet straffet med ti års fængsel. Et mindretal af dommere og nævninge ønskede en straf på 12 års fængsel.